BØGER // ANMELDELSE – Reimer Bo Christensens Drømmefabrikkengenopliver 70’ernes venstrefløjsdrømme med både kritisk sans og kærlig nostalgi. Med historisk overblik og journalistisk tæft tegner han et levende portræt af en generation, der ville ændre verden – og af den troskyldige idealisme, som både tændte håb og satte tændstikker til molotovcocktails.

Reimer Bo Christensen tager i Drømmefabrikken læseren med ud på den yderste venstrefløj, der var et produkt af efterkrigsgenerationens opgør med autoriteter – ungdomsoprøret. Forældregenerationen voksede op og levede under krigen – og tiden herefter handlede om at skabe ordentlige materielle forhold.

De, der ikke har oplevet den politiske aktivisme i 70’erne, kan næppe forestille sig den troskyldighed, der svævede over de revolutionære stemninger dengang. Jeg var selv ung studerende i Aarhus og håbløs reformist. Men det forhindrede ikke min deltagelse i småberusede diskussioner på det røde værtshus ”Æsken” i Anholtsgade, hvor drømmere om en retfærdig fremtid så noget nonchalant på begreber som revolution og ”proletariatets diktatur”.

Men tilbage til bogen. Den egentlige hovedperson i Drømmefabrikken, Leif Balle Müller, dementerer myten om, at 68-oprøret var et rasende angreb på forældrene. Han havde på mange måder en lykkelig opvækst i Esbjerg med en belæst gymnasielærermor og en fiskeskipper-far, der stod for solidt nærvær.

Leif var en drømmer, men han byggede ikke mindst sine drømme på den virkelighed, hans forældre kunne fortælle ham om i krigens skygge

Leif var en drømmer, men han byggede ikke mindst sine drømme på den virkelighed, hans forældre kunne fortælle ham om i krigens skygge.

Hans far nægtede sammen med byens øvrige fiskeskippere at følge tyskernes krav om at sejle udstyr til Norge i april 1940. Hans mor havde oplevet Andersen Nexøs hyldesttale til 91 hjemvendte spaniensfrivillige i 1939 og fortalte sin søn om fascismen under Franco i Spanien, Mussolini i Italien – og så selvfølgelig Hitlers vanvid. Dertil lagt familietragedien, hvor mor Kirsten mistede sin frihedskæmperbror i København – skudt af en HIPO-mand blot dagen før befrielsen.

Så det var ikke den sorte borgerlighed, der gjorde Leif Müller rød. Set i nutidens lys kan man sige, at han som mange af de andre hovedpersoner i bogen voksede op i en tid, hvor det endnu kunne huskes, at kommunisterne faktisk var med til at befri Europa for nazismen.

Reimer Bo Christensen møder de unge revolutionære som ung journalistelev i Thisted i begyndelsen af 70’erne. Som den grundlæggende, gode journalist han er, kan han aldrig helt glemme historien og får mulighed for at komme i kontakt med en del hovedpersoner et halvt århundrede senere i et samarbejde med journalisten Lars Mandal. Det bliver til et teaterstykke i Aalborg – og nu bogen med samme navn – Drømmefabrikken.

Bogen er godt skrevet. Det er god journalistik og et troværdigt tilbageblik

Drømmen om at føre lønkamp, miljøkamp og klassekamp på arbejdspladsen blev udlevet. Ofte frygtet af den etablerede fagbevægelse – men også støttet af et intellektuelt bagland. Som redaktøren af det venstreorienterede blad Politisk Revy i 1975 gengivet i bogen: ”Vi mener, det er en vigtig opgave for det revolutionære venstre at analysere styrkeforholdet mellem kapital og arbejde i de enkelte brancher og ikke nøjes med at repetere den  marxistiske analyse af kapitalens  krise i almindelighed!”. Redaktøren hed Karen Jespersen og blev senere indenrigsminister i Danmark for partiet Venstre.

Drømmen om den troskyldige verdensrevolution sluttede, da Kommunistisk Forbund i lyset af samfundskrise og revolutionen, forblev på skrivebordet. Heldigvis, siger anmelderen her, i erkendelse af naiviteten i at gennemføre en verdensrevolution på fredelig vis.  Det har selv arvtagerne i Enhedslisten erkendt med deres reelle accept af både militær og Nato, når krigen står for døren

Men inden du lægger dig til hvile under dynen af overbærenhed overfor fortidens revolutionsromantik, bør du læse Drømmefabrikken, som genopliver en politisk virkelighed, som var antiautoritær, anti-imperialistisk – og hvor levende mennesker deltog i aktivisme mod ulighed i løn og køn og global uretfærdighed.

Bogen er godt skrevet. Det er god journalistik og den et troværdigt tilbageblik.