DEN SORTE ITALIENER

  I dag har jeg fået en ny cykel. Italiensk igen. En Willier Grandtourismo med Campagnolo Chorus carbon. Hvor er den godt nok flot og lækker at køre på. Jeg måtte ud i regnen og rulle et par km, da min gode ven Per Bausager, Bikebuster, havde leveret cyklen. Synd for cyklen, at den skulle […]

DEN SORTE ITALIENER

 

Bausagers bud

I dag har jeg fået en ny cykel. Italiensk igen. En Willier Grandtourismo med Campagnolo Chorus carbon.

Hvor er den godt nok flot og lækker at køre på. Jeg måtte ud i regnen og rulle et par km, da min gode ven Per Bausager, Bikebuster, havde leveret cyklen. Synd for cyklen, at den skulle have jomfrutur i regn. Men en utrolig køreglæde.

Og i morgen bliver det til en rigtig tur sammen med skoleinspektøren og trommeslageren. Selvom det måske nok også bliver regn i morgen.

Farvel til Pinarello

I seks år har jeg kørt Pinarello. Og de fleste vil have det sådan efter seks år, at de gerne vil finde en undskyldning for at købe en ny og bedre cykel. Sådan er gamle mænd på dyre cykler, som aldrig vil gå ned på udstyr.

Mont Ventoux 2009

Pinarelloen på Mont Ventoux 2009

Men jeg var faktisk ret glad for min blå Pinarello. Vi har kørt hovedstadsregionen tyndt. Nordsjælland, Vestegnen, og den evige Amager Rundt,

Og sammen har vi besteget Barolobjergene adskillige gange, Alpe d’Huez, Mont Ventoux, Croix de Ferre, Tourmalet, Hautacam…. og senest Riocabjergene.

Bagpartiet havde det ikke godt efter et styrt. Og helt galt gik det, da jeg for en uge siden ville tage Pinarelloen med på job i Nordjylland og cykle i Rebild Bakker dagen uinden et stort arrangement. Der var hård vind. Og åbenbart havde jeg ikke spændt cyklen godt nok. Pludselig rev den sig løs og han i den ene side af forgaflen, og vrikkede den skæv. Det var bare sort uheld og sløsethed efter at cyklen har kørt tusinder af km på bilen ned gennem Europa.

Men nu starter en ny tid: Willier Tiden.

Lige nu står cyklen her i stuen bag mig, mens jeg skriver. I morgen går det løs på Vestegnen